Projekt i Silkeborg skal mindske børn og unges nikotinforbrug: Sådan vil de nå ud til de unge 

Som en del af et større nationalt projekt har Silkeborg Kommune i samarbejde med Skive og Viborg Kommune startet projektet: “Nikotinfrit ungeliv – du er en stjerne, pas godt på din hjerne”. Med projektet som støttes af Sundhedsstyrelsen, skal der udarbejdes en intensiv indsats mod børn og unges nikotinforbrug. I Silkeborg Kommune vil de tage kampen med ud på de unges arenaer.  

Af Caroline Emborg Mafi

Billede: ChatGPT. Projektet er målrettet børn og unges nærmiljøer så som grundskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser

”Det fungerer ikke med alle de kurser, det er der bare ikke nogen som gider eller selv opsøger som ung”.  

På Silkeborg Gymnasie er 18-årige Kasper, Alma og Magne enige om, at der skal ske en nytænkning i kampen mod nikotinforbruget. Ingen af dem kender til projektet og har ikke kendskab til de mange tilbud, som Silkeborg Kommune i forvejen tilbyder. ”Det kan også være jeg bare ikke kender alle de tilbud der er, men hvis jeg var afhængig, tror jeg ikke jeg havde opsøgt dem selv”, tilføjer 18-årige Kasper.  

Antallet af børn og unge som ryger og tager røgfri nikotin er stigende i Danmark ifølge Sundhedsstyrelse, og Silkeborg Kommune er ikke en undtagelse. 

Der skal tænkes i nye baner, og det har projektkoordinator på projektet Maja Juhl tænkt på: ”Vi har helt sikkert også fokus på de her arenaer, hvor de unge er. Vi har før brugt lidt krudt på at være ude på skolerne og holde oplæg og pop up events – men det er en af de områder, vi vil intensivere, blandt andet med en kommende kollega som skal være ude omkring dem i felten”. 

Projektet er målrettet børn og unges nærmiljøer så som grundskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser. Maja Juhl ønsker at bruge de ekstra midler til rekruttering til udbredelse af viden og rekruttering til nye tilbud målrettet børn og unge. Silkeborg, Viborg og Skive Kommune har sammen fået en pengepulje på 7,4 millioner kroner af Sundhedsstyrelsen.  

Mere fokus på børn og unge 

Silkeborg Kommune har en bred erfaring med nikotinstop tilbud til voksne. Nu skal der udarbejdes nye modeller som skal bruges som erfaring til nikotinstop målrettet børn og unge. ”Vi skal lave nogle tilbud som taler til de unge” fortæller Maja Juhl. 38 andre kommuner har også søgt fra Sundhedsstyrelsen pengepulje, og de udarbejder hver især og i samarbejde planer for tilbud til nikotinstop hos børn og unge. Gymnasieeleven Magne har en ide til, hvor projektet skal lægge sin energi. ”Jeg tror sådan nogle skræmmekampagner kunne være fedt. Det er i hvert fald dem, som har gjort størst indtryk på mig”.  

I Sundhedshuset i Silkeborg hvor projektkoordinator Maja Juhl er til daglig, har de netop udtænkt nogle planer om kommende kampagner. ”Vi har nogle tanker om at lave nogle kampagner i samarbejde med et kommunikationsfirma. Måske noget på de sociale medier” 

Flere penge giver nye muligheder 

Der er ingen tvivl om, at projektet kan give nye muligheder for Silkeborgs kamp, om at få børn og unge til at droppe nikotinen. ”Vi har hele tiden haft fokusset, men væsentlige færre timer, end det vi får mulighed for nu” fortæller Maja Juhl. Projektet er så småt ved at få luft under vingerne. De nye tilbud og erfaringsmodeller skal stå klar før projektets afslutning ved udgangen af 2027.