Pop-up fotogalleri på gågaden giver indblik i kulturer og manden bag: “Det er en drømmehobby til min anden hobby” 

Den 40-årige fotograf Thomas Dohn har åbnet et pop-up fotogalleri i sit kontor på Nygade 10 i Silkeborgs gågader. Galleriet indeholder blandt andet portrætter fra rejser i Indien og Sydamerika. Her kan man få både et indblik i mennesker og kulturer fra alle verdens hjørner, men også et indblik i, hvem manden bag de vanlige erhvervsfotografier er.

Af Laust Weinreich 

Thomas Dohn har været selvstændig fotograf siden 2019. Foto: Laust Weinreich 

Et indblik i kultur og mennesker fra den vide verden bliver tilgængeligt i gågaden i Silkeborg. På Nygade 10 er der åbnet et pop-up fotogalleri, hvor 40-årige, selvstændige fotograf Thomas Dohn udstiller forskellige fotografier blandt andet fra sine rejser.  

Fotogalleriet inkluderer portrætter, som Thomas Dohn har taget på rejser i Indien og Sydamerika. Der er også billeder af naturfænomenet sort sol, hvor stære på træk samles i store flokke, taget i Silkeborg

Fotografens personlige projekt

Thomas Dohn er, hvad man måske kan kalde, en levebrødsfotograf. Han har hovedsageligt tjent sine penge på at tage portrætter af ansatte i store firmaer og banker, som Jyske Bank, og modelfotos til forskellige online tøjbutikker såsom Bestseller. 

“Det her fotogalleri er udelukkende for mig selv,” forklarer Thomas Dohn, der har sat sig inde i selve galleriet med en kop kaffe. Fotografierne er så godt som lige hængt op og gennem de store vinduer ud til Nygade kan man se folk stopper op og kniber øjnene sammen for at se fotografierne lidt bedre. 

“Jeg er ikke sådan én, der tror jeg skal leve af mine rejsefotografier,” uddyber Thomas Dohn. For ham handler det ikke om økonomisk vækst, det er tiltænkt til at pleje den kreative krog af hans hjerne. “Det her er lidt min drømmehobby til min anden hobby, som så er mit arbejde.” 

Erfaren rejser, erfaren fotograf

Projektet med rejsefotografier er dog ikke noget nyt for ham. Det har været noget han har arbejdet med siden starten af Thomas Dohns fotografkarriere. “Min svendeprøve bestod udelukkende af billeder fra Indien, jeg tog, mens jeg arbejde for en NGO i landet,” siger han, “jeg synes det er fedt at interagerer og kommunikerer med der her mennesker, jeg portrætterer.” 

“Det er det her møde mellem forskellige kulturer, jeg synes der er fedt,” afslutter Thomas Dohn. For ham er det her et projekt sigtet efter egen fornøjelse og passion. Man kan komme ind og se Thomas Dohns pop-up galleri indtil den 20. december.