Ny bydel vil skabe mere natur og fællesskab: Lokale ladt i stikken

Den nye bydel Eriksborg skal sikre harmoni mellem mennesker og natur, men er ”det gode liv” kun for nogle? Opførslen af området kræver en forlængelse af Eriksborg Allé, hvilket vækker stor utilfredshed blandt lokale. 

Forlængelsen af Eriksborg Allé skaber utilfredshed blandt områdets beboere. Illustration: Elise Dağdeviren.

Bekymrede beboere

Naturen er i fokus i Eriksborg, da den giver mening og lykke for mennesker ifølge Silkeborg Kommunes plan for bydelen. En af tiltagene lyder på at naturen skal være indenfor 500 meter for beboerne i den nye bydel, og det skal dermed være nemmere at leve tæt med naturen. I masterplanen for udvikling af Danmarks Outdoor Hovedstad fremgår det at naturen skal bruges aktivt, men respektfuldt, ”fordi vi ønsker give vores børn og børnebørn samme mulighed for at leve det gode outdoorliv.”

Men er det kun de nye beboere i Eriksborg, der skal leve det gode outdoorliv? Beboere, der bor i området i forvejen, føler sig glemt. De er nemlig bekymret for deres egne børns velvære og sikkerhed, efter at der er kommet flere biler og trafik til området. Ifølge deres egne beregninger, kører der omkring 8- 10.000 biler i døgnet lige foran næsen på deres børn, grundet forlængelsen af Eriksborg Allé, der er kommet til at for hjælpe trafikken til det nye boligområde. 

Uhørte stemmer

Eriksborg lyder godt på papiret. Natur, bæredygtighed og fællesskab er nøgleord i ideen bag. Den nye bydel skal klimasikres ved hjælp af regnvandshåndtering og grønne områder skal bevares og styrkes ved blandt andet genskabelse af tidligere moseområder. Bydelen skal rumme daginstitutioner, plejecenter, dagligvarebutikker og fritids- og sundhedsfaciliteter. Der er i det hele taget stor fokus på ”det gode liv”. 

Ifølge Line Morsing Steenberg, tidligere planchef i Silkeborg kommune, er landskaber lig med fællesskaber. Og det er der rig mulighed for i de grønne områder. Hvordan den nye bydel påvirker fællesskabet blandt de eksisterende beboere i området, bliver dog ikke nævnt. Ifølge TV2 Østjylland, har flere beboer ytret, at de vil flytte fra området grundet forlængelsen af Eriksborg Allé. 

Men Line Morsing Steenberg hævder dog at alle er tænkt med i planlægningen af Eriksborg. Hun fortæller, at der er blevet arbejdet ud fra et fagligt og politisk fokus, der skal bevare egen identitet og tilhørsforhold hos de eksisterende beboere. Den eksisterende skole, butikker, institutioner skal understøttes og holdes i live. Naturstrategien, der går ud på at der ikke skal være mere end 500 meter til naturområdet er indarbejdet i kommunen og er tilgængelig for alle borgere, ikke kun de nye beboere. Line Morsing Steenberg konkluderer, at selvom der er skærpet fokus på det nye, skal Eriksborg også være gavnligt for dem, der bor i området i forvejen.

Line Morsing Steenberg inviterer til dialog om, hvordan Eriksborg skal udvikles. Det lader dog ikke til at den store kritik fra lokale beboere ændrer, hvordan bydele skal opføres.  For at skabe en bydel, der har harmoni og fællesskab som grundsten, må det være essentielt at alle bliver hørt og inddraget. For hvordan vil fremtiden se ud, når de nye beboere skal leve side om side med beboere, der føler sig uretfærdigt behandlet. 

Den grønne bølge skyller ind over Silkeborg og efterlader borgerne med bekymringer: “Det påvirker min nattesøvn” 

I forbindelse med Plan- og Landdistriktsstyrelsens 2030-klimaplan skal der potentielt opføres to nye energiparker i Silkeborg. Dette bekymrer flere af borgerne i lokalsamfundet, som er glade for den frodige natur og biodiversitet i nærområdet.  

Af Mia Aunbirk og Jeanna Nathalie Lund 

Foto: Jeanna Nathalie Lund
Inger Thronrud har i forbindelse med sin virksomhed opført en ny ridehal og er nu i tvivl om, om det giver mening at poste flere penge i virksomheden.

Inger Thronrud bor i Hampen i Silkeborg Kommune og er ejer af virksomheden Gymnastikhesten. Her sørger hun selvstændigt for drift af virksomheden, hvilket omfatter opstaldning, træning og behandling af heste. Gymnastikhesten har fyldt Ingers liv i 8 år og virksomhedens fremtid kommer til at have stor betydning for Inger. Dog, netop nu, ser fremtiden ikke lys ud.  

Vedvarende energi på vej 
Ifølge Plan- og Landdistriktsstyrelsens 2030-klimaplan skal der opføres nye energiparker i Danmark. Ud af 18 forslag med kommunal tilslutning ligger to af områderne i Silkeborg. Hvis dette bliver en realitet, frygter borgerne, at der vil ske en domino-effekt. For når først statens kabler er på plads, vil det blive lettere for private landejere og forpagtere at udnytte deres jord til yderligere opsætning af energianlæg.  

Allerede nu er fremlagt forslag til private opsætninger, og et af dem omringer Ingers grund. Står man på Ingers grund, er man i dag omringet af skov, marker og natur, men hvis planerne om energiparkerne i Silkeborg ikke bliver bremset, vil man i stedet kunne se solceller så langt øjet rækker.  

Foto: Jeanna Nathalie Lund
Mange af dem, der har sine heste gående hos Gymnastikhesten, bruger naturen i området til rideture
.

“Jeg sover dårligt”  
Hvis planerne gennemføres, vil Ingers liv ændre sig drastigt og påvirke hende både mentalt og økonomisk. Ifølge Inger er hendes virksomhed afhængig af den gode placering mellem skov og landbrug, men hvis den grønne udsigt pludselig bliver sort af bare solceller, vil hun risikere at miste sine kunder. “Der er jo ingen værdi tilbage. Mine kunder ønsker at komme her, fordi vi er omringet af naturen”. Ventetiden er lang, og ifølge Inger er der intet at stille op.  


“Jeg kan selvfølgelig sige nej, men nu sidder jeg her på den her store ejendom helt alene, og skal kæmpe mod udbyggere, der har mange penge, meget jord og stort støtteapparat med advokater. Jeg kan ikke gøre noget. Jeg går bare og venter”.  

Det er nemlig kun de statslige energiplaner, der inkluderer borgerinddragelse i deres beslutningstagen. Om bekymringerne om den statslige beslutningstagen, er Inger Thronrud heldigvis ikke alene.  

Foto: Jeanna Nathalie Lund
Marie Raes er medstifter af modstandsgruppen “Nej tak til skovmøller” og hjælper til i byens lokale købmand, som er drevet udelukkende af frivillig arbejdskraft siden 1992.

Nej tak til skovmøller 
I Vrads i Silkeborg Kommune er modstandsgruppen “Nej tak til skovmøller” opstået i kølvandet af Plan- og Landdistriktets forslag om energiparker i Silkeborg. Forslaget lyder på, at der skal placeres 15-20 vindmøller i den del af Silkeborgskovene, der grænser op til den lille landsby Vrads. Marie Raes, som er medstifter af modstandsgruppen, er bekymret for vindmøllernes placering. Hun hører tit argumentet om, at ingen ønsker vindmøller i baghaven, men de skal jo være et sted. Dog slår hun klart: “Lige præcis i Vrads er det hele Danmarks baghave, fordi vi er udpeget som et af de steder, hvor der er størst biodiversitet i Danmark”. Ifølge Marie er den forslåede placering i Silkeborgskovene “det værst tænkelige sted at placere en energipark”. 
 

Susanne Jacobsen (V), som er næstformand i Klima- og miljøudvalget i Silkeborg Kommune, har stemt imod placeringen af energiparkerne i Silkeborg, og det er netop på grund af biodiversiteten, at det ikke blev et ja fra hendes side: “Jeg har ikke stemt for at sende det her videre, for vi har ikke kunnet få at vide, præcis hvilken indvirkning, det har på netop vores biodiversitet”. 

Susanne har selv været henne og besøge området og debatteret placeringen med de lokale. Før mødet med de lokale, mente hun, at det kunne give god mening at placere vindmøller i skovene, men efter at have oplevet stedet på egen krop og fået indsigt fra de lokale, har holdningen ændret sig: “Jeg har jo fuld forståelse for, når de siger, at det er selve naturoplevelsen og levestederne for de sjældne arter, der bliver ødelagt, hvis der kommer vindmøller. Det havde jeg måske ikke tænkt på inden”.

Susanne Jacobsen mente tidligere, at det var en god ide med en vindmøllepark i skoven, fordi den kunne skabe nogle lysåbninger for de rådyr, der befinder sig i skoven. I dag siger hun dog, efter mødet med de lokale: “De har jo fuldstændigt ret, når de så fortæller mig, at det går ud over perleuglen og fiskeørnen, fordi det er deres område der bliver forstyrret”.

I forhold til alternative placeringer af vindmøller, mener Susanne Jacobsen ikke, at vindmøller i det åbne landbrugsland ville være et problem. Men solceller på landbrugsjord er en anden snak, og det kommer hun “aldrig nogensinde” til at stemme for. Hun mener, det er lovgivningen, som spænder ben for, hvor der kan placeres solceller, og at “det er helt håbløst i vores tidsalder at sige ja til sådan noget,” for det er “så synd at bruge vores natur til solceller”. Her giver hun de lokale ret i, at det vil ødelægge naturoplevelsen. 

Dog var næstformanden, Susanne Jacobsen, alene om at stemme imod forslaget om energiparker i Silkeborg. Det endte med et stort flertal i byrådet, og dermed gav byrådet kommunal tilslutning til, at staten kunne gå videre med forslaget.  

Rune Kristensen (A), som er formand i Klima- og Miljøudvalget stemte for placeringen. Han nævner, at en faktor i beslutningsprocessen blandt andet var afstand til nærmeste naboer, samt at der er et råstofområde, og derfor “kan man lige så godt etablere solceller eller vindmøller”. Dog tilføjer han “at der ikke er noget, der er afgjort endnu. Det er stadig en for-screening, men området har potentiale”. 

Motion under åben himmel hitter – også i vintermånederne

Selv med vinteren lurene lige om hjørnet, stopper det ikke motionsglade silkeborgensere og danskere i at trodse vinterkulden. Outdoor træningsformer oplever stigende vækst.

Af Mikkel Vadh

Privat foto: Terrænet i Søhøjlandet byder på op- og nedture

Årets første sne er faldet, og mange trækker indendørs med varme drikke og tykke trøjer.

Andre, derimod, trækker i kondiskoene, udstyret med vanter og huer, og begiver sig ud i naturen.

En rapport fra Dansk Idrætsforbund, DIF, viser, at der de seneste år har været en stødt stigning af voksne, såvel som børn og unge, der dyrker motion udendørs.

Det kan nemlig noget særligt at dyrke motion udendørs, hvis man spørger Anne Sørensen Mikkelsen, der er outdoor trænings instruktør hos MuscleRun i Silkeborg.

“Vi træner udenfor hele året rundt, ligemeget om der er regn, blæst, sne eller sol”.

Her oplever hun, at mange oplever en fornyet energi, ved at komme ud i naturen – også om vinteren.

“Vi har nogle, der her om vinteren, synes det fedeste er at komme ud, med en pandelampe i panden, og løbe nogle aftenture i skoven. Og så giver det et godt fællesskab at komme udenfor og lave øvelserne sammen, hvilket, i min optik, kan noget anderledes end for eksempel at sidde på en spinningscykel indenfor”

Anne fremhæver også, at hun oplever flere, vælge fitnesscentret fra, til fordel for motion udendørs.

Gunstige forhold i Silkeborg

Danmarks outdoor hovedstad er da også netop at finde i Silkeborg.

Søhøjlandet giver nemlig nogle ideelle vilkår til at komme ud og give den gas i naturen.

Anne Sørensen Mikkelsen påpeger særligt områder, der giver en god kombination af søernes friske luft og skovens stille ro, som værende oplagte til outdoors aktiviteter.

“Silkeborg har været førende med at komme udenfor og dyrke motion, hvilket bliver hjulpet på vej af vores natur og søer”.

Motionen er ofte bestående af bakkeløb, styrketræning eller den evigt klassiske crossfit øvelse ¨tyre-flip¨.

Silkeborg fører en stigende tendens an

En rapport lavet af Dansk Idrætsforbund viser, at der sjældent har været flere aktive motionister i den danske natur. En tendens, der har været undervejs de seneste 10 år, og hvor især voksne (16+) er de store benyttere af naturen.

Silkeborg Kommune, lever i rapporten også op til navnet Danmarks Outdoor hovedstad, og scorer højest blandt landets 98 kommuner i skov faciliteter. Faciliteter såsom mountainbike- og vandreruter.

Særligt mountainbike, er den skov idræt, der har oplevet den største tilvækst. Og selvom man ikke skulle tro at glatte stier og frostgrader, gik hånd i hånd med tohjulede køretøjer, er det ikke uforeneligt. Rapporten peger på at, der i perioden 2014 til 2021 er sket en femdobling af antallet, der trodser vejret i vintermånederne og fræser afsted på cyklen.

Planer om VE-anlæg får borgerne i Silkeborg til at reagere

Plan- og Landdistriktstyrelsen er netop nu ved at undersøge mulighederne for at opsætte en energipark i Silkeborg Kommune. Dog har den specifikke placering vækket bekymringer hos borgerne. Heriblandt Marie Raes, som er medstifter af modstandsgruppen “Nej tak til skovmøller”. Sammen med resten af modstandsgruppen kæmper hun for at få forslaget afvist til fordel for alternative placeringer.

Af Mia Aunbirk og Jeanna Nathalie Lund